FaceUP Logo

Året der gik 2015

Udgivet 31/12 - 2015

Jeg stiller mig selv det spørgsmål, hvorfor er jeg så fascineret af film om livsrejser? Hvorfor finder jeg altid mig selv drømme om at tage den samme rejse som dem i filmen? Er det fordi jeg inderst inde ikke har oplevet nok, eller er det fordi jeg bare ikke helt selv har fundet mig selv på min egen rejse endnu?

Denne blog er jeg inspireret af at udleve drømme og filmen Paper Town, hvor en gruppe teenagere tager afsted for at finde en pige som har efterladt nogle spor, hovedpersonen følger. Det er en film man bør se hvis man som mig hele tiden prøver at finde nye perspektiver i sit liv. Det er ikke en film som er ligeså fantastisk som mange andre livsrejse film. Det nok nærmere en af de der skjulte film man ikke helt hører om men så alligevel lidt. Det er en teenage film, med et stærkt budskab.  

Maybe we won’t all win the lottery, marry royalty or make that last second shot but that doesn´t mean we won’t have amazing adventures, meet exceptional people and make endurable memories. The trick is to notice before it´s too late. 

Sometimes to find yourself, you have to get lost.  – Paper Towns

Wow 2015, har været et helt fantastisk år for mig, lidt ligesom mit 2013 år hvor jeg ramte Ghana og Singapore og dermed boede i andre lande i fire måneder. Men dette år, det har bare været så meget mere for mig. Det bedste af det hele er jeg stadig næste år lever videre i en af drømmene.

Jeg sidder pt i Kina og tænker over dette helt unikke år, som har involveret afslutning på uddannelse, gamle bekendtskaber fornyet, gennemførelsen af en halv ironman og at rykke rødderne op og flytte til Kina for at træne kung fu.

Jeg udlever drømme i dette øjeblik og jeg er bare slet ikke færdig.

Hvorfor blive jeg så håbløst fortabt i film om livsrejser, midt i min egen?

Jeg skrev den 2. januar i år at jeg for første gang stod uden en konstant smerte indeni, uden en konstant forvirring, fordi jeg vidste hvad jeg skulle de næste tre år. Jeg skrev, jeg ikke prøvede at finde mig selv så meget mere, som jeg har gjort.  Kina skulle være mit afsluttende kapitel for min fortid. Min pointe dengang var at vi alle nok skal finde hver vores vej, og jeg havde fundet min sti, som jeg gik på i et roligt tempo uden forhindringer. Jeg bor nu i Kina og har absolut intet der kan stresse mig. Jeg vidste godt denne tur ville give mig en masse nye perspektiver, men havde ikke påregnet at jeg ville tænke mere over min tilværelse end før. Dog er det på en god måde, hvis det sættes i forhold til førhen.

“It is so hard to leave—until you leave. And then it is the easiest goddamned thing in the world.” 
― John GreenPaper Towns

Der ingen tvivl om det var rimelig hårdt at rykke alt op og flytte til et andet land, idet jeg skulle sige farvel til så mange, men så alligevel ikke. At sige farvel var jo bare et – ”der går lidt længere tid inden vi ses igen”. 

Jeg har tænkt rigtig meget på venskaber, mens jeg har boet her. Inden jeg flyttede havde jeg over det sidste års tid fået fornyet nogle gamle venskaber og sørget for at holde andre vedlige. Jeg havde sørget for at alt var godt omkring mig, så jeg ikke smuttede fra nogen løse ender.

Min rejse til Kina gav mig simpelthen mulighed for at komme rundt og få snakket med de nærmeste venner og veninder. Noget som jeg bare burde gøre hvert år, men penge og tid har bare ikke spillet sammen.  Her sidder jeg så og har tænkt meget over venskaber. Mest fordi jeg herovre allerede har fået fantastiske venner, som jeg laver planer med i fremtiden. Mest af alt fordi jeg slet ikke er færdig og der kun kommer flere mennesker på skolen som kun kan blive til nye venskaber.  Der er pt 8 nye elever på vej til skolen i Januar.

Jeg har også tænkt meget over forsømte venskaber, venskaber som jeg har forsømt fordi jeg lovede at holde kontakt men ikke gjorde det, eller forsømte venskaber som jeg bare har ladet ligge i mange år. Det et mål når jeg kommer hjem at forny flere venskaber og indhente det forsømte. Men igen det ikke noget man bare gør, selvom facebook har gjort det meget nemmere. Jeg har også tænkt meget over de bekendte jeg gerne ville have været tættere på men har fundet det svært at tage kontakten.

Det blev året hvor jeg fik fornyet nogle venskaber via min træning. Det lyder måske underligt at træning skulle være kilden der fornyede venskaber, men det var det. Jeg har bare været rigtig glad for at få Kathrine og Lykke tilbage i mit liv. I starten trænede vi sammen men når man træner begynder man jo automatisk at snakke sammen om alt muligt hvilket førte til gamle historier genfortalt og genfortællinger af hvad vi hver især har været igennem mens vi ikke har snakket sammen. Det har været fantastisk og det kan kun blive bedre når jeg kommer hjem.

Det blev også året hvor jeg gennemførte en halv ironman, hvilket var helt fantastisk. Jeg vidste inden jeg gennemførte at det var noget jeg sagtens kunne, og der var faktisk ikke langt fra tanken til rent faktisk at gøre det. Det var en ubeskrivelig følelse, at føle sig så udmattet og samtidig så fuld af energi da jeg fik min medalje. Køreturen hjem fra Haderslev var fantastisk og allerede der fik jeg lysten til at gøre noget vildere, som en hel ironman. Jeg har dog altid sagt jeg ikke ville gennemfører en helt ironman, fordi det var for usundt for kroppen, men det har ændret sig. Det handler jo bare om træning så at sige. Så den ligger og venter i fremtiden. Først ligger mit første officielle maraton. Jeg har endnu engang gået overboard og valgt at ville gennemfører et af verdens hårdeste som det første. Den kinesiske mur maraton, som har de legendariske 5000 noget steps. Det bliver noget af en udfordring til Maj, men også begyndelsen på at gennemføre en hel ironman.

I år blev jeg efter fire år uddannet som lærer i engelsk, special pædagogik og idræt. Den dag var også fantastisk og jeg sad for mig selv på en bænk ude på et græsstykke lige efter min bachelor eksamen. Det samme græsstykke og den samme bænk jeg sad på min første dag. Jeg sad bare der med min øl i hånden og min panda bamse som har været med til alle min eksaminer på LIÅ. Jeg sad bare der og kunne ikke helt forstå at jeg nu kunne kalde mig uddannet. Som jeg sidder her forstår jeg stadig ikke helt at jeg rent faktisk kan indgå i en funktion som lærer. Jeg havde valgt at sidde alene den dag og havde direkte sagt nej til at mine forældre skulle komme. Det havde jeg gjort af den grund at jeg ville sidde der med min øl i solskinnet på en græsplæne som efter dette år ikke mere ville tilhører LIÅ. Jeg har været en del af det sidste hold der gennemførte i Trøjborg bygningerne. Jeg er altid glad for når jeg har været en del af noget der bliver husket lidt ekstra af undervisere osv.

Efter min endte uddannelse var der bare tilbage at flytte fra Randers som har været mit hjem i syv år. Jeg vil gå så langt at kalde Randers for mit hjem. Mit først hjem for mig selv og ikke et sted jeg ville være foruden. Der er rigtig mange der laver sjov med Randers og dens befolkning og mange af tingene er rigtigt nok, men Randers har virkelig mange andre sider. Jeg forelskede mig i Randers, skabte et netværk og et uventet venskab med 50 år imellem os blomstrede op. Det er derfor vi tager på de rejser her, det for at ventede og uventede ting sker. Min gamle nabo Ib var ret svær at sige farvel til, da vi faktisk havde nogle rigtig gode tider sammen. Det blev også enden på et tre års langt job som aflaster. At se en dreng vokse fra 14 år til 17 har været fantastisk og vide sig sikker på han rent faktisk kommer til at klare sig selv i fremtiden var nok den største gave jeg kunne tage med mig.

2015 fik mig også til at tænke over hvad kærligheden har lært mig og faktisk finde frem til at jeg har holdt en smule fast i noget af min fortid i form af min x kæreste. Noget har holdt mig tilbage, og det indså jeg nok at det altid har været hende. Det var ikke meget men det var der. Der skulle tilsyneladende en drøm til for jeg kom videre. Hvis jeg skal være ærlig overfor mig selv, så har jeg jo været videre i mange år, det skal ikke lyde som om jeg har holdt håbløst fast i noget, der har bare været en lille bitte ting der har holdt mig tilbage. Ikke hende som person, fordi hun var og er bare slet ikke den rette for mig. Tror mere det var den følelse jeg havde dengang, muligvis kan det være det bare var at være forelsket. Jeg ved det ikke..

Her sidder jeg så i Kina hvor jeg udlever min drøm. En drøm ud af mange. Jah jeg er en drømmer og drømmer konstant om tusinde ting jeg gerne ville kunne, og gerne vil nå i mit liv. Måske er det derfor jeg så håbløst lader mig selv forsvinde ind i filmene om livsrejser og svar på livets gåder. Et eller andet sted tror jeg aldrig jeg stopper med at drømme og søge. Men forhåbentligt finder jeg min egen plads her i livet hvor jeg kan søge uden at det forbliver en nødvendighed.

Når jeg kommer hjem starter et nyt eventyr, forhåbentligt. Jeg håber på at komme ind på kandidat studiet, idræt og sundhed i Odense og hvis jeg ikke kommer ind, så overvejer jeg fagjournalist uddannelsen i Århus.  Se her ligger der et valg, som jeg har taget, fordi jeg vil allerhelst have en kandidat i idræt, fordi jeg så kan leve af og dyrke idræt og undervise i det eller andet. Men problemet er den kun ligger i Odense og selvom jeg sagtens kan se store muligheder i at endnu engang starte ”forfra” i en ny by, så vil jeg et eller andet sted hellere tilbage til Randers/Århus området. Men her vælger jeg helt sikkert uddannelsen frem for lokationen, og hvorfor ikke prøve noget nyt? Odense er også kendt som triathlon centrum, så der masser af gode træningsmuligheder tænker jeg.

Jeg har også en plan om at tage et semester i USA, det er virkelig noget jeg håber på, for vil virkelig gerne prøve at opleve uddannelsessystemet i USA og kulturen derovre. Men igen skal jo så lige ind på idræts studiet først og det slet ikke sikkert, noget af det kan lade sig gøre. Men jeg ser optimistisk på det.

Jeg har stadig syv måneder tilbage i Kina før jeg overhovedet skal tænke på det næste eventyr, den næste livsrejse.  Jeg må erkende jeg virkelig elsker at være foruden nogen form for stress herovre i Kina. Jeg skal kun tænke på en ting og det er og træne. Jeg godt nok skadet lige nu, men starter nok igen efter nytår, som man så heller ikke fejre herovre, da de først har nytår i februar.

 

Hvorfor kaster jeg mig håbløst ind i livrejsens film verden. Jeg tror det fordi det føles så uvirkeligt for mig at jeg rent faktisk udlever så mange drømme og at der er styr på det meste i den nærmeste fremtid. Jeg står selvfølgelig stadig single, og har ingen der venter på mig derhjemme, hvilket også gør tingene nemmere. Men det nok der min søgen faktisk ligger. Livsrejse film ender ofte lykkeligt med kærlighed og denne lykkelig slutning har jeg endnu ikke fundet, måske det er derfor? Det måske den eneste uløste gåde der ligger lige nu, og det har jeg det rigtig fint med.

Jeg sidder her i Kina, jeg udlever min drøm og året 2015  lakker ud. Jeg skal ikke fejre nytår i år, men jeg er ikke i tvivl om at jeg kommer fantastisk ind i det nye år.

Godt nytår til alle derude. Husk ikke bare at søge jeres drømme, men udlev dem.

Læst 24 gange

Kommentering

Kommentering er er ikke muligt, da du ikke er logget ind.

Funktioner

Del artiklen:


Opret note