FaceUP Logo

brevet der aldrig blev sendt 13.12-2011

Udgivet 25/03 - 2013

 

Jeg ved enlig ikke hvorfor jeg skriver dette brev til dig? Men et eller andet har fået mig til det, et eller andet inden i mig. Jeg sidder lige nu og ser everwood, en af min yndlingsserier fra da jeg var 13-15 år gammel.

 

Den serie, har bare betydet så meget for mig, for det er enlig en typisk amerikansk drama serie, men alligevel ikke, den siger så meget om livet, og hvordan man kan leve det og du ved af alle det noget jeg tænker meget over.

 

Det var faktisk en sekvens jeg huskede fra serien som jeg endnu ikke har set endnu, fordi jeg kun er halvvejs i den sidste sæson, men mener den kommer nu her.

 

Men i den sekvens, sidder Efram og Amy sammen, et par unge mennesker som gennem serien hele tiden er on and off med hinanden som kærester og venner. Men de sidder der og kigger på nogen af eframs ting, som han har taget med hjem fra e rejse i Europa. Amy ser en del postkort ligge og Efram fortæller at det alle sammen er postkort til hende, som fik ham til at få det bedre ved at skrive… men han turde aldrig sende dem til hende fordi han et eller andet sted flygtede fra alle hans problemer inklusiv hende.

 

 

 

Det fik mig til at tænke på mig selv, og dengang jeg flyttede. Fra dig og Karina og jah alle sammen.

 

Jeg har nok mistede det meste ved at flytte væk og dengang var det for at starte et nyt kapitel, væk fra stoffer og alkohol, som til sidst opslugte min hverdag.

 

Alle problemerne blev for meget og jeg har indset nu at jeg ikke flyttede så langt væk for at starte et nyt kapitel, men fordi jeg gjorde det som jeg altid ar sagt til alle andre ikke vil hjælpe på noget,,, jeg flygtede, flygtede væk til Randers hvor jeg ingen kendte, flygtede fra en hel del gode ting som jeg nu har mistet.

 

Det så`n noget der gør ondt at indse, så`n noget der blandt andet for mig til at græde i tiden.

 

Jeg bliver nød til at modsige mig selv nu og sige at flygte fra tingene har faktisk hjulpet, jeg kom væk fra stoffer og alkohol hver dag, jeg kom væk og begyndte at tænke over nogle ting fra nogle nye perspektiver, og det er irriterende at indrømme at det hjalp lidt at flygte.

 

MEN det har selvf senere ramt mig, men jeg har indordnet mig, og fået tingene løst med min blog og nye veninder.  Men dog begræder jeg stadig alt det jeg mistede ved at flytte.

 

Jeg har tænkt så meget på dig, på det sidste, tænkt mest over at jeg altid hjalp dig og når du prøvede at hjælpe mig med fantastiske råd, så modargumenterede jeg dem, hver gang.

 

Grunden til jeg har tænkt på dig omkring det er fordi jeg er røget ind i det igen, jeg modargumentere alles råd, jeg modargumentere alle bare for at jeg selv kan styrer det. Også selvom de råd jeg for er nogen jeg ville give mig selv.

 

Jeg har haft en rigtig rigtig dårlig periode de sidste par måneder, altså flere måneder hvor jeg har svælvet i selvmedlidenhed og ligget herhjemme alene, grædt og ikke haft kontrol over mig selv.

 

Hele historien startede enlig sidste år da mit knæ røg, som har gjort jeg ikke dyrkede sport et år, og da jeg for en fire måneder siden blev klar igen og kom på fodbold banen, så sluttede sæsonen så og jeg kunne kun se frem til den næste efter jul her… Men håndbolden er mit knæ ikke i stand til og ved ikke om jeg nogensinde kommer tilbage til den.

 

Nå men for nogen måneder siden indså jeg at jeg så`n rigtig var faldet for en fra min klasse: matilde, så meget så jeg vidste det ikke bare var det sædvanlige crush jeg tit får på folk omkring mig.

 

Hun fandt så ud af det, fordi jeg fortalte det til en jeg stolede på, men han fortalte det videre, og så blev et udmærket venskab til noget mærkeligt, i stedet for at vise hende jeg var forelsket i hende, trak jeg mig væk fra hende,  og det bemærkede hun selvfølgelig, og en aften skrev hun til mig, at jeg gjorde hende ked ved at ignorere hende, og jeg måtte jo så fortælle hende det hele, og fik det overfladiske afslag at hun ikke ville date nogen fra klassen. Tror faktisk på det rigtigt, men samtidig så ved jeg nok os godt det fordi jeg ikke er interessant for hende, selvom jeg er god fyr og alt der crap pige nu fortæller en når det afviser…

 

 

 

Jeg valgte så at sige til hende jeg ikke ville gøre hende ked og jeg ikke ville trække mig mere… det gik så helt galt en dag vi sad sammen med et par stykker fra klassen, jeg prøvede at være mig selv og det gik fint, men så begyndte vi at joke med hinanden og så begyndte mine jokes bare at blive hårde og personlige rettet mod hende, og da jeg ret så fuld skulle hjem med bussen,  måtte jeg undskylde overfor hende og sige til hende, det ikke gik det her med at jeg ikke trak mig, for kunne ikke håndtere det, og samtidig kunne jeg ikke komme videre hvis jeg konstant rendte sammen med hende, … (hører med til historien vi går i den samme gruppe af venner)

 

Der gik lidt tid og jah hun blev mere og mere ked fik jeg afvide.  Et par uger efter skulle vi til fest på skolen for os der havde været til volleystævne, jeg spillede ikke selv , men trænede de andre fra klassen. Men selvf til forfesten inden vi skulle tilbage til skolen til den store fest, så havde en der hedder Kasper inviterede hende op til ham hvor vi sad…

 

Jeg fortsatte med at trække mig, men så røg der mere og mere alkohol i blodet, og mødte hende ude køkkenet, og kunne se hun var meget ked af det, og du kender jo mig, jeg kan ikke ha når folk er kede af det, så gik hen og krammede hende i lang tid og aftalte med hende,  at hvis jeg ubevidst trak mig så skulle hun sige det….. og igen udsatte jeg mig selv for smerte for at gøre hende glad… og jah, som sagt jeg kunne ikk finde ud af hvad jeg skulle gøre af mig selv.

 

Og i noget tid bed jeg det i mig, men indså hver gang jeg blev fuld så skrev jeg søde beskeder til hende fordi jeg nok et eller andet sted havde og stadig har et håb om hun ser mig som jeg er og får det på samme måde som mig… og det var den ene søde besked efter den anden, og det blev mere og mere, og jeg fik hende til at græde ved de beskeder fordi hun sys de var så søde… så selvf blev jeg ved fordi jeg så et håb, men det endte så os med at hun skrev hun blev ked af at få de beskeder til sidst fordi hun kun ville være venner og det generelt ikke gik særlig godt mellem os når vi var i skole… Det var virkelig mærkelig mellem os, så nu er jeg stoppet med at skrive til hende, men nu det bare mega mærkeligt i skolen, hun trækker sig fra mig og det undre mig, men vil ikke skrive til hende, fordi så går hun først i forsvars position. Nå det så historien om hende.

 

Nu kommer det der yderligere har gået mig meget på… for to måneder siden fik jeg beskeden på hospitalet at jeg måske havde en tumor i ryggen som sad så tæt på rygsøjlen, at hvis den skulle opereres, så var der kun 50% chance for jeg kunne gå efterfølgende… og jeg ventede og ventede og ventede men ikke noget svar fra hospitalet med mine prøver…

 

Så vågnet jeg op en dag, uden at ha lavet noget , med mit dårlige knæ, som pludselig var dobbelt så stort som det andet og kunne næsten ikke gå…

 

Og det satte mig helt tilbage at mit knæ var fucked og min ryg også var fucked… så i en længere periode faldt jeg tilbage i druk hver dag, vidste ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv, passede min skole og lektier og så drak jeg i flere uger, hver dag…

 

Så vågnede jeg op en dag og begyndte at se everwood, og væltede dit billede i min vindueskarm, og endte med bare at sidde og kigge på det, og tænke på hvor ked af det jeg gjorde dig sidste gang jeg fortalte dig jeg drak hele tiden, … tror jeg sad et par timer og stirrede på det billede med everwood på skærmen… det fik mig til at tage mig sammen og komme til lægen med knæet… og kom hurtigt videre til specialist og blev scannet og alt muligt,,, og regnede med en operation, men narj… de vidste ikke hvad der var galt… og sagde til mig jeg ville blive ringet op af en fysterapeut om et genoptrænings forløb, hvilket er lidt underligt for jeg ved ikke hvad jeg skal genoptræne… det gode ved den tur på hospitalet var at jeg var i systemet og de spurgte til mit svar på prøven fra ryggen og jeg sagde jeg ikke havde hørt noget, og de sagde det var en fejl… og bum der kom der den første gode nyhed i lang tid… væskeansamling i noget arvæv i ryggen.. en nål i ryggen og bum ikke flere smerter i ryggen og ikk flere tanker omkring kræft osv… men jeg kunne stadig ikke gå ordentlig..

 

Samtidg med alt det har jeg ikke haft job ved siden af su så jeg har levet af havregryn i måneder …

 

Det selvf meget jeg lige har fortalt dig ud af det blå, men over sms ville det blive for meget…

 

Problemet med det knæ er nu at jeg må opgive drømmen om at blive idrætslærer … fordi jeg kan ikke læse faget op fra januar med det knæ her…

 

Så mit knæ har sat en stopper for mit elskede håndbold, og drømme og jah min lærer plan…. Hmm…

 

 

 

Men i denne uge blev jeg så ringet op af afdelingen for aflastningen her i randers og skal nu ha en dreng på 13 i aflastning med flere diagnoser, så det er super glad for, det et job, det noget jeg elsker at arbejde med så det perfekt, samme dag blev jeg ringet op af en fys… omkring mit genoptrænings forløb, så det var en god dag i går.. perfekt dag faktisk… en dag jeg ikke har haft i mange måneder…

 

 

 

Alt det har fået mig til at tænke på dig… fået mig til at læse de breve vi skrev sammen i sin tid… og bare fået mig til at savne dig… fordi alle de råd du gav mig i sin tid omkring helle omkring alt muligt, det har vist sig at være det rigtige råd… os selvom jeg modargumenterede , som jeg lige har været igennem igen.

 

Og jeg tænker på dig, og tænker på de gamle dage, dengang vi sås jævnligt og dengang, jah vi bare var fantastiske sammen.

 

Tænker lige nu den dag hvor jeg mødte begge dine forældre.. først din far og så gik vi hånd i hånd op til din mor, og de og sku imod mig selvom jeg var meget ældre, og selvom de ikke var vilde med vi gik sammen.

 

Jeg husker os en aften hvor vi alle spiste sammen og jeg fik rødvin, og vi så taxa 3 så vidt jeg husker, sammen med din mor og stedfar… og din mor der kiggede da jeg tog dig i mine armeJ jeg husker den dag jeg ville aflevere et brev til din mor som hun skulle aflevere til dig, men så var det dig der åbnede døren og det hele var meget mærkeligt… og vi snakkede sammen lidt tid og så smuttede jeg fordi din veninde kom.

 

Jeg husker de tider i hallen, specielt en gang hvor jeg havde nærmes kaldt dig i hallen fordi helle var smuttet og du var der bare for mig med det samme… jeg husker du var med mig over og se en håndbold kamp , hvor jeg vidst lidt glemte dig, så du ventede i 45 minutter på  mig og kom alt for sent hjem…,

 

Jeg kunne blive ved med minder… for dem har jeg mange af sammen med dig…  mange jeg tænker på tit.

 

Lige i dag er jeg kommet til et punkt hvor jeg igen skal til at tage nogle valg , om min fremtid i forhold til liniefag på skolen, på min fremtid med vennerne omkring mig, min fremtid her i randers… og jeg ville lyve hvis jeg ikke har overvejet at flygte igen… men selvom det hjalp lidt sidst, så ville jeg ikke få det store ud af det…

 

Jeg kender ikke din adresse , så håber lidt på din mail adresse er den samme stadig.. .

 

Men til slut her vil jeg bare sige jeg savner dig i mit, som en fast del og ikke bare en lille del… jeg savner at se dig, jeg savner at være en del af dit liv. Som den dag hvor du spurgte mit til råds…

 

Jeg savner bare generelt dig line , helt vildt… og nu, jah nu græder jeg igen…

 

 

 

Håber snart jeg kan få dig af se, måske tilbringe en aften med dig eller et andet…

 

 

 

Men til sidst… jeg har det enlig okay nu, tingene plejer som regel at komme til et punkt hvor modvinden bliver til medvind… så jah jeg går med troen og ikke med synetJ

 

Vil slutte af med et citat jeg husker du har sagt eller har skrevet eller så`n noget.. :

 

Erfaring er, at genkende en fejl, anden gang man laver den

 

 

 

I love you…

 

-          Din ven Morten…

 

Læst 21 gange

Kommentering

Kommentering er er ikke muligt, da du ikke er logget ind.

Funktioner

Del artiklen:


Opret note