FaceUP Logo

Historien om Tine. 2 Del 2, Et råb om hjælp...

Udgivet 25/06 - 2012Opdateret 25/06 - 20122012-06-25

Som tiden gik, fik Tine det kun sværere og sværere både i skolen, men også derhjemme. Hun var omkring de elleve år da hun første gang fik sit udbrud. Og det skulle langtfra blive hendes sidste.

Alle Tines tanker og følelser som hun havde bygget op gennem årene i skolen, hvor ingen lod til at bemærke hende, og derhjemme, hvor hendes mor, Laila, døjede med stress, blev der oftere og oftere konflikter mellem Tine og Laila. Tines, udadtil ellers så hyggelige lille hjem, var hårdt plaget af drama. Før i tiden havde det kun været Laila og Tine's far der skændtes, hvor Tine og hendes lillesøster, Mira, plejede at gemme sig inde på værelset og prøvede at trøste hinanden. Det lille hjem føltes langtfra særligt trygt for lille, følomme Tine, men det var der ingen der lod til at tænkte på. Det havde de slet ikke tid til med al deres arbejde og tøjvasken og problemer med bilen og en masse andre uoverskuelige voksenting...

Indtil en dag, da Tine gik i fjerde klasse, hvor hun som altid kom hjem fra skole og smed tasken, brød hun pludseligt ud i gråd. Og hun var ikke til at stoppe igen. Laila, der havde sat sig ind i stuen med sin smøg, kunne høre at noget var galt, så hun kaldte Tine til sig, og prøvede at få hende til at fortælle hvad der var galt, men Tine sagde at hun simpelthen ikke vidste det. Og det gjorde hun heller ikke. Hun plejede ellers altid kun at græde hvis nogen var kommet op at skændes, eller hvis hun havde slået sig, eller hvis hun så en sørgelig film, men denne gang kunne hun ikke finde nogen forklaring på hvorfor hun græd.

Det endte med at Laila tog fri fra arbejde for at være hjemme sammen med Tine. Tine, der slet ikke havde regnet med at hendes mor ville tage fri fra arbejde for at være sammen med hende, var taknemlig. Hun kunne mærke at hun havde haft et behov for at være sammen med hendes mor alene, og denne uge blev dettte behov tilgodeset, og Tine fik det hurtigt bedre. Og så blev alting atter som det plejede at være. Næsten.

For Tine, der var kommet tilbage til skolen efter en dejlig uge hjemme med sin mor, viste sig ikke at have fået det bedre alligevel. Hun havde aldrig været god til at koncentrere sig, og slet ikke i timerne, men det var som om det bare blev værre, og lærerne begyndte at bemærke det, og mente at Tine havde problemer både med at følge med rent fagligt, men også socialt. Det var Tine's forældre enige i, og de var lettede over at nogle endelig bemærkede dét, som de hver eneste dag så, men ikke kunne gøre noget ved. Så Tine blev sendt til en skole-psykolog. Hun hed Solvej, og havde nogle rare, brune øjne, som Tine ikke turde kigge i for længe ad gangen af frygt for at hun skulle se noget i hendes øjne som hun ikke ville have at nogen skulle se. Men hver gang Tine kiggede væk, sagde Solvej at hun skulle se på hende i stedet. Det var svært for Tine, men hun lærte det efterhånden.

Solvej stillede Tine en masse spørgsmål, og fik hende til at tegne nogle tegninger, hvor farverne skulle beskrive hendes følelser, og Tine gjorde lydigt som der blev sagt, men uden at miste facaden som hun ubevidst bar rundt på. Efter nogle uger, måneder eller hvor langt tid det nu var, konkluderede Solvej at Tine rigtigt nok var bagud på nogle punkter, men at hun ellers var en sød og rask pige, der bare skulle hjælpes lidt på vej, og så skulle hun nok helt af sig selv, komme op på samme niveau som de andre i klassen. Det viste sig dog ikke at være tilfældet.

Årene gik, og Tine prøvede at følge med så godt som hun kunne, men tiden gik hurtigere end Tine og hun kunne ikke følge med... Hun begyndte at pjække meget, selvom hun godt kunne se vigtigheden i at gå i skole, og da også nød at skrive og læse og i det hele taget at lære, så var det som om at kræfterne efterhånden forsvandt og det samme gjorde motivationen. Tine følte sig træt og udkørt hver eneste dag, og af og til skete det, at hun faldt i søvn i timerne, og de andre elever grinte ad hende og kom med hånende kommentarer. Hun var for træt til at høre deres ord ordentligt, men hun kunne fornemme at det var noget ubehageligt. Noget, der stak i maven, og hun endte tit timerne med at sidde ude på toilettet og græde.

Hun havde dog i løbet af hendes teenageår fået nogle få veninder, der var gode til at trøste hende når det skete. De forstod hende på en anden måde end de andre elever, fordi de allesammen havde været nogle af de få, der ligesom Tine, var blevet ignoreret, eller endnu værre, var blevet udsat for mobning. Så de holdt sammen i deres egen lille gruppe. Mest af alt fordi de ikke havde andre end hinanden.

Derhjemme var stemingen ligesom en rutsjebane-tur, den gik hele tiden op og ned, og man endte næsten altid med at få kvalme. Men der var især en særlig Torsdag morgen hvor stemingen var helt i bund. Tine's engelsklærer, Jens havde bemærket Tine fordi hun ofte faldt i søvn i timerne, og han var blevet bekymret for hende, så han havde fundet en støtte-kontaktperson til hende, som skulle komme hver Torsdag for at snakke med hende. Hun hed Gitte. Men netop dén dag havde Gitte en helt særlig betydning for Tine, for den Torsdag morgen kom Tine i skole med sorte, udtværede øjne og rystende hænder, men ingen nåede at bemærke det inden Tine var forsvundet ud på toilettet.

Da timen startede, undrede Lykke sig over hvor Tine var, og Natascha, der sad ved siden af Tine i klassen, sagde at hun mente at have set Tine gå ud på toilettet inden timen startede, og da første time var gået kom Lykke ud på pigetoilettet. Hun kunne høre en stille snøften komme inde fra den ene af båsene, så hun satte sig ned på hug foran døren og begyndte at snakke til Tine gennem døren. Tine hørte den velkendte stemme, men registrerede ikke ordene. Hun var så bange, men alligevel virkede Lykke's stemme beroligende på Tine, og hun begyndte langsomt at komme til bevidsthed igen. Stemmen spurgte stille hvad der var sket, men Tine kunne ikke svare. Turde ikke. Hun huskede det sidste der blev sagt til hende inden hun havde smækket hoveddøren i, og gået i skole. Det var en trussel. En trussel om, at hvis hun sagde noget til Gitte om hvad der var sket den morgen, ville det ikke blive sjovt for hende selv. Hun vidste at han kun havde sagt det i frustration over hendes opførsel, men kunne alligevel ikke lade være med at tage det til sig.

Tines far var som en flue klemt mellem to negle hjemme i det lille hus, og det var klart at han sommetider fik nok. Det gjorde de alle. Og selvom han ellers var en rolig mand, og der skulle en del til at gøre ham sur, havde man ikke lyst til at være indenfor rækkevidde når han så endelig blev det. Han var stærk og havde store, hårdhuddet mekanikerhænder, og når han tog fat i én, gjorde det nok mere skade end han var klar over.

Tine, der stadig sad på det beskidte gulv ude på skolens toilet, kunne høre at den ene stemme var blevet til to. Det var hendes matematiklære, der bad hende om at lukke op. Da det var en voksen der talte, rejste Tine sig hurtigt op, tørrede den værste mascara bort, og åbnede så op. Hun blev mødt af to par meget bekymrede øjne, og hendes lærer to hende blidt om skulderen og fulgte hende ud. Ude i fælleslokalet mødte de Gitte, der straks så at noget var galt, og førte Tine med sig ind i et tomt lokale hvor de plejede at snakke. Tine sad tavs i stolen imens Gitte kiggede spørgende på hende. Hun ville ikke sige noget. Det måtte hun ikke. Selvom det var så svært at holde det tilbage når nu der sad to voksne og spurgte ind til hvad der var sket. Hun havde sådan en lyst til at fortælle det hele, men hun vidste ikke hvor hun skulle begynde. Det hele var så forvirrende.

De fem minutter de havde siddet der, havde føltes som en evighed for Tine, og hun kunne mærke at Gitte ikke ville give op før hun havde sagt hvad der var sket. Og tilsidst fløj det hele bare ud af munden på hende, alt imens tårerene trillede ned. Det føltes som et vulkanudbrud der aldrig ville ende, men det gjorde det heldigvis. Hun havde fortalt det hele. Alt. En frygt for hvad der nu ville ske med hende, bredte sig pludselig i hende, men hun fortrød ikke at hun havde sagt det. Hun følte sig lettet. Sad bare og ventede på en reaktion fra Gitte, men Gitte tog det hele ganske roligt, og spurgte bare venligt om hun ikke ville tage med hende ind på kommunen. Det ville Tine gerne, for hun havde ikke lyst til at blive set og spurgt indtil af de andre elever. Hun ville bare gerne væk.

Langt, langt væk...

 

Fortsættes...

 

Læst 21 gange

Kommentering

Kommentering er er ikke muligt, da du ikke er logget ind.

Funktioner

Del artiklen:


Opret note