FaceUP Logo

Min Historie .. ;s Har fået af vide af mange jeg skal fortælle min historie, så her er den ;)

Udgivet 30/09 - 2013Opdateret 30/09 - 20132013-09-30

Vi tager den helt fra bunden, det er måske langt, men det er dejligt og komme ud med, måske er der andre der har prøvet det samme ? :)

Jeg gik på den bedste skole fra 0-2 desværre havde mine forældre fået et arbejde 23 km fra vores hus, og min far arbejdede nat, så vi var nødsaget til at flytte, men vi glædede os da self, selvom vi skulle væk fra alle vores venner og ikke mindst barndoms hjemmet ;)

Vi skulle starte på en kristen friskole, for på den anden skole var der skimmelssvamp så den skulle rives ned og alle eleverne havde klasse i barakker, og så var der forfærdelig meget mobning, jeg kom i slutningen af 2 klasse min lillebror startede i 0 da det startede, de første 3-4 måneder gik meget godt, og jeg fik rigtig gode veninder i klassen, da der så startede en ny i klassen, var jeg den første der blev venner med hende og det sys alle de andre var helt forkert, jeg var sammen med hende hver dag, vi havde samme interesser, vi var ying og yang, vores forældre kendte hinanden, jeg gik til ridning og det gjorde hun også, samme sted, der startede endnu en ny i klasse og hende blev jeg ikke særlig gode venner med da de andre nærmest rev hende væk hver gang hun ville snakke med mig og min veninde, men det var nu også fint nok, vi havde hinanden, men min lillebror som gik 2 klasser under mig, var jeg jo også sammen med i frikvarterene det resulterede i at jeg lærte nogle af pigerne og kende fra hans klasse, jeg blev så bedste veninder med to, der også havde samme interesse som mig, og de blev også gode venner med min anden veninde, dette var helt forkert i følge min klasse, man var ikke venner med yngre piger, fordi dette åbenbart ikke lige lagde efter deres hoved, men jeg begyndte så og blive mobbet med min interesse, mit tøj, mit hår, mine veninder, min vægt, på dette tidspunkt i 3 klasse er jeg mindre end alle, har altid været den tynde, lave, slanke pige der er undervægtig, men dette var der kontrol over da jeg spiste normalt, alt for meget til tider, i 5 klasse flyttede min bedsteveninde fra klassen 28 km væk og hun skulle også flytte skole, der startede mit helvede, jeg blev mobbet hver dag, jeg blev slået af dem fra min klasse, jeg kom altid grædende hjem, jeg begyndte og stoppe med og spise, tabte mig utrolig meget, i løbet af årene, havde jeg opgivet håbet, og ville ikke leve mere, der var sket meget igennem årene, mange havde flyttet skole pga. mobning men self var det de værste der var blevet, jeg havde fået en støtte/hjælpe lærer og snakke med, jeg snakkede fast med hende 3 gange i ugen ellers efter behov, hun holdte godt øje med mig, men dette vidste jeg ikke, og i 8  klasse havde jeg fået nok, jeg ville ikke leve mere, i et frikvarter havde jeg fået tæsk af en af de kraftige piger fra klassen, havde fået en tur ind i vindueskarmen og hun havde slået mig i maven og på ryggen, så jeg besluttede mig for at jeg i starten af timen når de ringede ind ville gå op til vores legeskure, og hænge mig selv, men jeg nåede ligesom ikke ret meget før en af lærene kom, dette prøvede jeg på 5 gange derefter, mine forældre havde ringet 100 gange til inspektøren uden der skete det store, eleverne ville ikke tage kampen op, de ville bare jeg skulle dø, bogstaveligtalt.... Når jeg kom hjem var der dødstrudsler på min facebook og på min msn, de vidste hvor jeg boede, de sad og kiggede på mig lige nu osv.. jeg gik ikke ud for min dør 1 hel måned af skræk, jeg red hver dag og cyklede selv ud til hesten, jeg løb 3 gange i ugen, men mobningen ændrede det hele, jeg blev kørt ud til hesten, og jeg løb ikke længere, jeg blev flyttet på en anden skole efter mit eget valg i 10 klasse, men alle kendte mig, jeg var der 3 dage ud af det år, derefter startede det som skulle ha været mit nye liv på landbrugsskolen i 2010, men jeg var genert, jeg turde intet sige, jeg var bange for alle, bange for at jeg en dag ikke ville nå ned til bussen fordi de fandt ud af jeg var der, men sådan var det ikke, jeg fik en bedsteveninde, jeg fik mange venner, alle kunne lide mig, jeg var virkelig hvad de andre piger kaldte en drengemagnet, jeg var glad, dog spiste jeg stadig intet andet end 3 enkelte små måltider, det blev dog bedre, da jeg var færdig der oppe, fandt jeg min kæreste som også havde gået der oppe, som nu er min eks, derefter i min by turde ingen sige noget, ingen turde røre mig, alt var paradis, jeg kunne ikke kende min egen by, den by jeg aldrig havde turde gå op i alene, eller sammen med andre end min far og mor, den by der altid råbte efter mig, det var herligt, jeg begyndte og løbe igen, cykle og dyrke meget sport, jeg red stadig samme sted, og cyklede der ud hver dag, men da mig og kæresten gik fra hinanden startede mit livs mareridt igen igen .. hele 'byen' var efter mig, der kom dødstrudsler, folk mødte op hjemme hos mig, truede mig og mine forældre, kørte efter os mm.. jeg turde endnu ikke tage rundt nogle steder, de havde fuldstændig knækket mig, de havde fået hvad de ønskede, der kom dagligt dødstrudsler på min nye facebook, på min daværende telefon, og stadig den dag i dag tør jeg ikke gå nogle steder, jeg tager på arbejde kommer hjem i min pause, passer mine dyr, køre selv ud til hesten, og ellers så min nuværende kæreste og lillebror handler ind medmindre det er længere væk eller i stor byer ..

 

Jeg er gået ned med stress og depression, min psykolog har hjulpet mig det hun kunne, jeg har gjort de grummeste ting mod mig selv, som jeg den dag i dag fortryder da jeg jo har ar over det hele, mange af mine venner har taget afstand til mig, da jeg kun har snakket om hvor grim, dum og idiotisk jeg er, hvor meget jeg ikke ønsker mit liv.. 

Lige pt har jeg det mest fantastiske arbejde, den bedste kæreste der hjælper mig i de sværeste situationer, den bedste lillebror der altid er der når folk der kender os provokere mig eller kommer med dødstrudsler, mine forældre er også de bedste, de har ALTID været her for mig, altså ville folk mene jeg har det perfekte liv, men de kan jo ikke se inde i mig, hvor såret jeg er.. mit selvværd er ødelagt s; 

 

Sry det blev så langt, håber i vil læse det, hvis nu andre har prøvet noget lignende havde jeg da måske nogle jeg kunne skrive med om alt dette, derfor jeg skriver det herinde er fordi min psykolog mener jeg skal ud med min historien, det er ikke sundt for mig og holde den spærret inde :)

 

Jeg sletter opslaget hvis der kommer negative kommentare .. dette er ægte og ikke løgn s;

Læst 105 gange

Kommentering

Kommentering er er ikke muligt, da du ikke er logget ind.

Skal lige siges politiet er inde over alt dette.. men gør kun noget når de stiller op s;
30/09-13
Det sucks. Men ærligt, hvorfor flyttede I ikke længere væk, så du kunne komme i en anden skole og sådan?
01/10-13
Kaze; Arh der hvor jeg kom hen på landbrugsskole, var langt nok væk til at ingen kendte mig. Gaudia; Fordi mine forældre arbejdede i byen, og vi havde på et tidspunkt solgt vores hus men køber sprang fra dagen før vi skulle flytte ud ;o
01/10-13
Kaze; Ja man ser desværre mange gange at problemerne rykker med en /; Håber da du har det bedre nu ;)
Ja det er altid rart at der er nogle mennesker der er her for mig ;D
01/10-13
Kaze; kunne godt ha det bedre ;)
Stefan; ja og bare det at de kan få sig selv til det ;o
03/10-13

Blogger

Andreassen93:*:
Finder du noget spændende? 🤔

Andre fra samme

Funktioner

Del artiklen:


Opret note