FaceUP Logo

når verden roder

Udgivet 10/11 - 2016

I sidst indlæg skrev jeg om min manglende fremtid, og en form for uvished i og med jeg ikke kom ind på mit studie og jeg ikke vidste hvad jeg skulle gøre af mig selv når jeg flyttede tilbage til Danmark.

Med til den historie hører det sig nu at jeg kom ind på mit studie alligevel og nu er i fuld gang med det.

Min start hjemme i Danmark har ikke udformet sig som jeg gerne ville det. Der så mange mennesker jeg endnu ikke har fået set og en masse ting der bare er noget rod.

 

Jeg tror de fleste mennesker kender til når ens verden roder? Når min verden roder, så begynder overtænkningen og det fører om ikke andet til en kedelig hjertebanken, mens jeg ofte stirre tomt ud i lokalet.  Jeg fandt ellers et værelse ret hurtigt og nåede at flytte til Odense inden mit studie startede. Men her er det så blevet lidt noget rod. Det hele startede med jeg ikke rigtig har fundet hjem til Danmark endnu, jeg ved stadig ikke hvor jeg hører hjemme henne. Så blev jeg truet på livet, af en idiot, som så ikke vidste min træningsbaggrund, men forholdte mig i ro. MEN det var noget der tog min hjerne til overgear og måtte simpelthen tage hjem til mine forældre for at finde roen.

Der følte jeg mig heller ikke hjemme, og kunne ikke helt finde den ro jeg havde håbet. Da min roommate så kom hjem fra USA havde hun pludselig besluttet sig for at hun ikke ville bo i Odense mere og BUM, nu står jeg så her mit i et rod af uvished. Jeg prøver at finde bolig inden jeg bliver tvunget til at flytte ud. Jeg er dog heldigt stillet i og med jeg altid kan flytte hjem og pendle frem og tilbage.

Hver gang jeg tænker på at skulle kigge på et sted og bo, begynder hjertet og hamre og hjernen stiller sig i overgear. Det roder med små rod i hovedet. Hvad nu hvis spørgsmål, små drømme om idyl at jeg finder noget nemt. Det tanken om flytningen der fylder, at jeg skal til det igen. Jeg hader at flytte fordi alle gange jeg har flyttet har det medført et kedeligt farvel. Det bringer sørgelig tanker frem i mig og det tærer på mig.

OKAY, jeg har måske ikke helt altid været vild med tanken om at skulle bo i Odense, men har altid givet det en chance, men med den her kedelige start overvejer jeg mere og mere om jeg bare skulle tilbage til Århus kanten og pendle? Det alligevel der jeg har halvdelen af min vennekreds.

Men lige nu er jeg også begyndt at snakke med folk der bor i Odense og der er mulighed for at forny gamle venskaber i Odense. Okay det skal med til historien at jeg skal pendle til Esbjerg, fordi jeg er kommet ind på et specielt spor i min kandidat. Men skal stadig have fag i Odense, så at rykke til Esbjerg er heller ikke noget jeg vil.

Det roder bare i mit hoved. Det larmer som alt for højt musik i mine ører og det flimmer for øjnene. Jeg finder mig selv tænke tilbage til Kina, tænke tilbage til tiden på lærerstudiet. Dette er muligvis fordi jeg havde en form for ro der. Jeg tror jeg er som mange andre på det punkt. Når verden roder så tænker vi tilbage til der hvor der var ro?

Jeg har det sådan lidt at jeg vil gerne give Odense en chance, fordi jeg vil gerne have netværk rundt omkring i forskellige byer. Men inden det helt kan ske, så skal jeg finde bolig.

Det er derfor det hele roder nu, fordi jeg rent økonomisk og fysisk ikke kan foretage mig noget som helst før jeg har fundet bolig. Jeg har ikke råd til at tage over til de folk jeg bare gerne vil være sammen med og jeg kan fysisk ikke rumme at bo et sted hvor jeg ved jeg snart skal være ude fra. Jeg er ikke sur på hende jeg bor med fordi, hun er nærmest deprimeret i Odense og har intet netværk. Jeg har faktisk fuld forståelse for hun ikke kan holde ud og være der mere. MEN det er på bekostning af mig.

Flere steder har de sagt, hvis du ikke kan lide at være her, flytter du bare ud. Jeg skal bare ikke finde noget midlertidigt. Det tror jeg faktisk ikke jeg vil kunne holde til.

Det roder i mit hoved, det er de små rod der fylder mest. Jeg kan ikke få rodet op, men skal samtidig forholde mig til at studere og eksamen. Jeg skal forholde mig til at min SU ryger ned på 922, hvis jeg flytter hjem igen. Jeg skal forholde mig til de rod der er herhjemme og alle de mennesker jeg risikere at møde i byen, som jeg ikke helt har lyst til at se.

Paradoksalt nok, så mærker jeg en form for indre håb om jeg støder ind i nogen jeg kender hver gang jeg handler.

Mit største problem må være at jeg bare ikke ved om jeg har hjemme i Danmark? Jeg siger ikke Kina er mit nye hjem, fordi jeg kan ikke se mig selv bo der for evigt. Men kan jeg se mig selv i DK resten af mit liv? Indtil videre hedder det sig at jeg skal bo i Odense i over halvandet år for så at bo Aalborg et enkelt år. Det er pga uddannelse.

Men hvad så efter? Tænker jeg for langt frem? Ja det gør jeg nok. Jeg mærkede i Kina hvor langt et år, faktisk var. Det var dejligt jeg ikke bagefter kunne sige, ”hvor er det gået hurtigt”.

Da jeg tog til gammel elevdag kom der ingen fra min årgang og det var bare det der fik tingene til at styrte sammen. Jeg havde heldigvis min søsters årgang, hvor jeg kender mange.

Men den dag var noget jeg havde set frem til, noget jeg bare glædede mig vildt til, her midt i alt rodet. Nu går der så to uger så hedder det volleystævne med min gamle idræts klasse. Noget jeg holder mit hoved roligt med, fordi jeg ikke har set de mennesker i så lang tid.

Jeg har bare en bange anelse, men det sådan jeg fungere når det roder. Når det roder i mit hoved, så forventer jeg kun mere rod. Det er min måde ikke at blive overrasket på en negativ måde.

Det roder bare, så meget og rodet stopper bare først når jeg finder mig til rette i Odense? DK? Aalborg? Jah jeg ved det ikke. Nogen gange roder det bare, nogen gange fylder de små rod så meget man ikke kan få ro til tankerne, de tanker man gerne vil have. Kender i det når rodet i hovedet påvirker en så meget, at roen er svær at finde?

Læst 21 gange

Kommentering

Kommentering er er ikke muligt, da du ikke er logget ind.

Funktioner

Del artiklen:


Opret note