FaceUP Logo

sometimes you just need to cry

Udgivet 11/03 - 2012

 

Sometimes you just need to cry.

 

Det lang tid siden jeg har skrevet sidst, fordi der har været en masse gode dage, men idag, idag er en af de der dage, de dage der gør ondt indeni, de dage hvor du bare er nødt til at græde.

Status lige nu er at jeg skal i praktik i tre uger, hvor jeg og min kammi skal stå for undervisningen i engelsk, noget jeg ser meget frem til. Jeg skal den 29 marts opereres i knæet, så håber jeg meget på de finder ud hvad der er galt så jeg kan komme igang igen.

Vores forløb ude i praktikken hedder drømme, hvilket har fået mig til at tænke på alle de drømme jeg nu går og har, jeg drømmer mere end noget andet fortiden, drømmer om de stadig levede, drømmer om jeg kommer igennem dette første skoleår, jeg drømmer om jeg får et fantastisk liv.

 

Men idag er bare en af de dage hvor jeg bliver nødt til at græde.

Det hele bunder ud i at jeg har fået en dag hvor jeg føler mig ensom, jeg føler mig meget alene her i verden, har skolen som det faste holdepunkt, mine tre aflastnings drenge og ellers har jeg ikke rigtig noget.

Det søndag, og det altid om søndagen jeg savner at ha en kæreste mest, generelt savner veninderne i stor grad, savner omsorgen i at ligge med en bare og ligge, ha en at snakke med mens man ser en god film.

Jeg har svært ved at udtrykke mig idag, jeg mangler lidt ord på hvad jeg enlig har på hjertet, jeg savner dem... jeg savner dem mere end noget andet..

Snakkede om dem igår, med en, hun ville gerne hører lidt mere om hvordan de var... det har nok gjort lidt at jeg er kommet til at tænke på dem helt vildt... os fordi Karina ville ha haft fødselsdag den 23 marts, så det gør som sædvanlig ondt at komme igennem denne måned...

Tårende render ned af kinderne på mig nu, og står tilbage uden så mange ord, går lidt rundt i lejligheden med jævne mellemrum og tænker over hvad det enlig er jeg har i hovedet, hvad der gør ondt idag...  det hjertet der gør ondt idag, det bløder og det græder, det savn og et ønske om noget som var engang, det tanken om jeg skal ind og ligge alene i min seng, det tanken om der ikke er noget lige nu til at tage sig af mig, det tanken om at tingene føles trivielle og jeg på et eller andet punkt er kørt fast i en kedelig rutine.

Der skal ske noget, men ved ikke hvad? Man siger når man keder sig så skal man få ting til at ske, men jeg ved ikke hvad der skal ske for at komme ud af denne kedeligt rutine?  Skole, aflastning, film og serier, en fest i ny og næ....

Jeg finder idag livet irriterende, finder det træls og svært at leve, men det sikkert kun idag, for i morgen er der en ny dag og der sker nye ting.

 

Jeg savner dem, og jeg savner den del af mig jeg lagde væk sammen med dem.

Jeg lever i hvad nu hvis spørgsmål, og det synes ikke at stoppe. Jeg lever for mig selv i en drøm om noget der var engang.

 

For noget tid siden mistede jeg rie. Hende har jeg snakket om tidligere i min blog som værende en af mine bedste veninder, men noget gik galt,  og så blev vi uvenner og så lukkede hun bare af og sluttede venskabet. Jeg er stadig ikke helt sikker på hvad der skete, men jeg tror det var mig der ødelagde det, ved at være negativ overfor noget hun snakkede om, kun pga jeg var jaloux.

Jeg tænker stadig på hende, fordi jeg brugte hende meget til de her dage , bare til at snakke om alt muligt, bare til ikke at føle sig så alene hele tiden.  Det gør ondt at ha mistet hende, men jeg ved det bedst bare at lade det ligge, og komme videre...

Jeg så en film der hedder the switch forleden dag, og kom lige i tanke om noget han siger i starten og slutningen af filmen, som jeg lige nu føler kan sætte ord på mine tanker:

Look at us running around always rushed always late, I think that is why we call it the human race. What we crave most in this world is connection, for some people it happens at first sight, it´s faith working its magic and you get to live in a pop song, but that´s not the way it really works.

For the rest of us, it´s a bit less romantic, that’s complicated, it´s messy and about horrible timing and lost opportunities and not be able to say what you need to say, when you need to say it, at least that´s the way it is for me. But every once and a while i this randomness, something unexpecting happens, and pushes us all forward, and the truth is, what i´m starting to think, what i´m starting to feel, is that maybe the human race, isn´t at race at all.

Det passer så godt, men er dog stadig ikke helt sikker på hvordan jeg skal tolke det I forhold til mit liv.. men det finder jeg ud af, ligesom jeg finder ud af alt det andet.

Men nogen gange skal man bare kunne sætte sig ned og græde, fordi man føler man har brug for det,  det her er en af de dage, hvor jeg har brug for at få tingene ud på en måde man ikke kan skrive, men bare lade tårende rende for en tid og tænke over hvad der enlig gør ondt...

Jeg savner dem , jeg savner dem mere end noget andet... jeg vil altid savne dem , men nogen dager er bare værre end andre, det her er en af de dage.

Jeg vil slutte som jeg startede.

Sometimes you just need to cry... this is just one of those days.

Læst 13 gange

Kommentering

Kommentering er er ikke muligt, da du ikke er logget ind.

Funktioner

Del artiklen:


Opret note