FaceUP Logo

Underarbejde Novelle: Ashlyn

Udgivet 10/06 - 2012Opdateret 21/06 - 20122012-06-10

Kapitel 1

 

Jeg var midt i en god drøm, da jeg bliver vækket af Candy. Fantastisk drøm faktisk.

”Come on, Ash! Vi er allerede sent på den.” hørte jeg hende sige henne fra den anden ende af rummet, hvilket siger, at hun er i gang med at lægge make-up. Jeg rejser mig langsomt op af sengen, og sidder der kun et øjeblik før jeg får en mascara lige i hovedet. ”What the Fuc’?!” Det er først der det går op for mig der er noget der føles forkert. Jeg har ingen BH på. Jeg var kun nået halvvejs i går aftes da jeg var kommet ud af badet, før jeg var faldet i søvn. Jeg dækker mig hurtigt til med min dyne, og beder Candy komme med en BH. Hvor efter jeg straks for kastet en lige i hovedet, igen. Efter jeg har fået taget den på består den af børstet tænder, hvor efter jeg skynder mig at tage min skoleuniform på. En grov stribet nederdel i sort og blå, en hvid skjorte med et lille slips der passer til nederdelen. Vores skole går meget op i at ens uniform sidder rigtigt, og jeg gør alt for at den ikke gør det. Nederdelen bliver smørret op så den bliver et mini skirt, skjorten knapper jeg ikke de sidste tre knapper, og slipset hænger så løst det først hænger nede under knapperne der er knappet op. Mit hår er kort, ikke meget kort, men så kort det ikke kan sidde i en hestehale. Candy sætter altid mit hår, fordi jeg ikke kan finde ud af det selv, siger hun, ellers vil hun bare sætte det. Hun putter voks i baghovedet, hvor mit hår er lidt kortere, og kan sidde som strit hår. Jeg har omkring ti centimeter hår som ikke er så kort, men hænger ned forbi mit ansigt, som bare får lov til at hænge. Og til sidst fylder jeg mine huler ud med ringe. Jeg har fire huler i hvert øre, en i navlen og en i tungen, og kunne godt tænke mig en i næsen. Jeg smider tasken over skulderen og kigger på Candy. Hun er modsat af mig. Hendes uniform sidder som den skal, og endda med jakken til, selvom det er sommer, hendes nederdel er det eneste der ikke skal være som den er, den er også blevet lavet til et mini skirt, bare længere end mit, og fuld af make-up, plus hendes hår, som er langt. På vej til skole låser hun døren efter os, hvor efter vi følges arm i arm til skolebygningen. Undervejs kommer der flere til, ikke fordi de vil i kontakt med mig, men Candy. Candy er den poplære pige, omringet af både drenge og piger. Det ville være synd at sige jeg også var populær, vil nok hellere sige jeg har et meget stort rygte der gør folk meget opmærksomme på mig.

Selvom Candy bliver opsøgt så meget af andre, så er hun kold overfor dem, på det punkt minder hun om mig, og nok også det eneste punkt vi har tilfældes.

   På det sidste er der en dreng som har vist hende meget opmærksomhed, og han kommer da også i dag. Han råber hendes navn, og skubber nærmest de andre til siden, så han selv kan komme til. Han tager hendes anden arm i sin, og prøver igen på et mislykket forsøg på at flirte med hende, men han får hurtigt en kold afvisning. Candy og jeg har en hemmelighed, som kun vi to kender, og som vi heller ikke har tænkt at andre skal vide. Det var faktisk ikke meningen at jeg skulle finde ud af den, først senere måske, hvis vi blev rigtig gode venner. Jeg fandt ud af det, fordi jeg er indblandet. Candy er til piger, hvilket måske kommer som et stort chok for nogle, mens andre allerede havde det i tankerne, og grunden til jeg fandt ud af det, er meget let at regne ud. Candy har, er? Forelsket i mig. Det var også grunden til den tidligere mascara.

    Jeg skimmer dem et godt stykke afstand fra os. Damien og hans slæng. Damien rektorens søn, og kan derfor ikke blive smidt ud af skolen. Ved ikke om det er fordi, han er rektors søn, eller om det rygte jeg har hørt omkring er sandt – at hans far er bange for ham. Holder lidt på begge, for Damien kan være meget skræmmende. Ham og hans slæng pjækker tit, og holder til i den gamle skolebygning, sammen med D-tøsserne. D-tøsserne er tøsserne der følger efter dem, og de er alle sammen kæreste med en fra slænget, Damien er faktisk den eneste der ikke har en fast, han skifter fra dag til dag, nogle gange også mellem D-tøsserne, og slænget siger sjældent noget til det, fordi det er Damien der er lederen.

   Alle der har samlet sig omkring os, er blevet meget stille, og står stille, da Damien og hans slæng kommer hen til os.

”Hva’så?” Siger han, og kigger fra hver og en. Hans blik hviler ekstra på Candy, og ham drengen der har flirtet med hende hele morgnen stiller sig halvt foran hende.

”En modig mand?” hører jeg en i flokken. Flokken er stor, der er omkring tolv drenge og piger samlet. Jeg skimmer dem alle sammen. De går alle sammen klædt som mig, og håret farvet i mange forskellige farver, og piercinger. Damien står stadig og kigger på Candy.

”Hvad.. Hvad kan vi gøre for dig… Damien?” Spørger drengen, som jeg ikke ved hvad hedder.

”Jeg kigger bare lige.”

”Hvad er der at kigge på Damien?” kommer der en pige stemme, ”Kun grimme tøsser her?”

”Tja.”

”Sagde du lige ’tja’ til at Shaunee var grim?” kommer drengen uden navn igen, godt sur. Problemer..

”Problem?”

”Selvfølgelig! Shaunee er den kønneste på skolen!”

Resten er gruppen nikker med, og jeg mærker Candy – Shaunee som hun rigtig hedder – klemmer min arm. Jeg slipper stille min fri, uden at Damien lægger mærke til det.

”Sagde du mig i mod?”

Drengen svarer ikke igen, men nikker bare med hovedet, med øjne der siger, at han ikke vil bakke ud af hvad han sagde.

Damien svinger hurtigt ud med sin arm, og drengens øjne bliver i stedet for forvandlet til frygt. Men næven når ikke at ramme drengen, for jeg gripper den i min højre hånd.

”Vold er ikke tilladt på skolen. Damien,” Siger jeg, og smiler til ham, mens jeg vrider hånden rundt.

Damien skærer ansigt, han prøver at slå fra sig med den anden uden held. Jeg slipper hans hånd.

”Hvis I vil være så venlige at flytte jer… Tak.”

Jeg tager igen Candy i armen og hiver hende ind igennem flokken. En pige prøver at slå ud efter mig, efter fulgt af ordet kælling. Men i stedet for, at hun rammer træder jeg et skridt tilbage, og hun rammer ham der står ved siden af, fordi hun ikke har kontrol over sit slag.

 

Jeg sidder sammen med Candy i den store pause, for at spise frokost. Gæt hvad hun spiser. Hun har en hel frokostbakke fuld af søde sager, mens jeg sidder med dagens varmeret, spagetti. Vi har gjort som vi plejer at gøre, vi har fundet os en plads i hjørnet, og alle der prøver at komme i nærheden af os, sender jeg et meget uhøfligt advarende blik, som folk holder sig fra. Det bord vi sidder ved er et af de største i kantinen, men også det bord som er længst væk fra de andre.  Vi plejer at kunne sidde alene, men kan vi ikke i dag. Damien og tre af hans tætte venner kommer hen til os med tre D-tøser. Jeg sender også dem et meget uhøfligt blik, men Damien smiler bare og sætter sig ved siden af mig. Candy rykker automatisk helt tæt på mig, og koncentrer sig igen om sine søde sager. Jeg rykker selv lidt væk fra Damien.

”Og I vil?” Spørger jeg, mens Candy sætter en cupcake på min bakke.  Jeg tager den og begynder at slikke glasuren af, som Candy har lært mig.

”Sexy,” siger Damien, ”Hyggesludre, selvfølgelig. Ashlyn.”

”Yeah Right.”

”Det er sandt.”

”Ja, ja.”

”Ashlyn hvorfor skal du altid være sådan? Kan du ikke se noget positivt?” Siger en af D-tøserne.

Jeg sender hende et blik, som får hende til at trække sig sammen, og medføre at hendes kæreste, Steffan, lægger en arm om skulderen på hende.

”Jeg forstår ikke hvad du vil med hende! Hvorfor skal hun være med? So What hvis hun kan slås, kan vi andre også!” Bryder det ud af munden på Steffan, som ikke var efter min plan, men faktisk var det min plan at få D-tøssen til at sige det.

Steffan får et blik af Damien.

”Tænkte det nok.” Siger jeg og sukker, ”Ikke på talefod.”

”Men jeg har ikke sagt noget endnu,” prøver Damien.

Jeg gentager bare mig selv. Og denne gang er det Damiens tur til at sukke.

”Okay. Fair. Du behøver ikke komme med os hele tiden, du kan være et phantommedlem,”

Jeg kigger på ham. Han er desperat.

”Hvad er der los, Damien?”

Han kigger overrasket på mig.

”Jeg er ikke blind, du har tydeligvis brug for min hjælp. Så hvad har du rodet dig ud i?”

Damien bliver ved med at kigge overrasket på mig.

”Du kender mig Ashlyn. Jeg roder mig ikke ud i noget!” Smiler han.

Jeg kigger på ham med et vurderende blik.

”Nej. Jeg kender dig ikke, men jeg ved du ikke roder dig selv ud i noget. Du beder om ballade. Det ville faktisk ikke undre mig, at du skabte dette problem bare for, at få mig med,” Damien er blevet irriteret at se på, ”Ramt sandkornet?”

Og straks begynder Damien at benægte det. Jeg vender mig om mod hans venner og D-tøserne.

”Sandt?” Spørger jeg venligt.

Alle benægter. Jeg spørger igen, denne gang ikke venligt. Sandt.

”Hører nu her! Det er ikke sandt! Det eneste der er sandt er, at jeg udnytter denne situation til at få dig med, men problemet er rigtigt nok!”

”Og problemet er?” Candy blander sig for første gang i samtalen. Jeg smiler for mig selv. Så hun havde lyttet med.

”Tja.. ja.”

Candy bliver ved med at kigge på ham. Ventende og utålmodig.

    Candy er færdig med sine søde sager, og hiver mig med op.

”Vi er færdige.”

Jeg smiler til hende, som altid en bedste veninde skal vide, hvornår man gerne vil væk.

”Vent!”

Jeg vender mig om, og kigger på Damien.

”Fint! Jeg kom på en måde til at hygge mig med lederen af North High Schools tøs,” indrømmer han.

”På en måde? Det kan du gøre bedre Damien.”

Vi sætter os tilbage, ikke fordi jeg har besluttet at hjælpe dem endnu, ikke før jeg kender hele historien i hvert fald. For hvis sandheden skal frem, kan jeg heller ikke selv lide lederen på NHS. Han er meget værre end Damien.

”Fint. Vi var nede på klubben. Og der så jeg hende. Vi hyggede os rigtig meget, og jeg fik da også noget godt ud af det. Lige indtil han dukkede op. Pigen gav mig skylden, om at jeg lokkede osv. Han troede hende, og han vil mødes med os i eftermiddag.”

Så det var det der skete. Historien lyder meget rigtig. Men kun fordi jeg kender NHS lederens pige. Vi kender hinanden fra Middel School.

”Fair. Jeg kommer.”

 

Kapitel 2

 

Jeg går mod den gamle skolebygning. Jeg har aldrig rigtig været inde i den. Den er bedre indrettet end jeg havde regnet med. Jeg havde regnet med, at de alle sammen sad på gulvet med hver deres smøg, og pigerne hængende om dem. Men de sidder på nogle nedslidte sofaer, og pigerne er over i et hjørne, og hviske tiske. Sikkert om hvem der har den bedste kæreste. 

”Ashlyn!” Det er en dreng der siger det opfangede ikke hvem, men han vidste ikke jeg var blevet inviteret, Ellers er han bare nervøs for senere. Men hans udbrød for de andre til at vende sig om mod mig.  Flere spørger hvad jeg laver her. Og jeg griner for mig selv. Damien, de eneste der ved hun er med dem i eftermiddag er ham selv, og dem der var med i kantinen.  Ikke særlig smart.

  Drengene kommer tættere på. Først gør jeg mig klar til angreb, men kommer i tanke om, at alle kræfter skal bruges i eftermiddag, så de skal ikke komme til skade.

Da den første langer ud efter mig undviger jeg, og jeg ser ham træder overrasket fremad. Forståligt, for jeg slår altid igen, eller stopper angrebet.

Lige som den næste sparker ud efter mig, kommer Damien ind, og stopper dem.

”For helvede man!” Bander han, og ligner en der er ved at vride sit eget hår ud.

”Hvor skulle vi vide fra hun var med os? Hun er altid imod os,” forsvare en dreng dem.

Damien siger ikke noget igen, han vender sig bare om mod mig, som har slået sig ned i en af sofaerne, som ingen af de andre drenge tør nærme sig.

”Jeg har været lidt rundt,” lægger Damien ud, og jeg er hurtig klar over at han har været rundt for at  finde ud af hvorfor jeg har besluttet mig for at hjælpe ham denne gang, ”du kender hans tøs ikke?”

Jeg nikker, ”Ja. Desværre.”

”Hvad er den enlige grund til du hjælper til, jeg nægter at tro på du vil hjælpe af høflighed.”

Jeg smiler.

”Godt set Damien. Jeg gør det ikke fordi jeg er høflig. Jeg gør det fordi det ser ud til det bliver sjovt.”

Alle kigger måbende på mig, og pigerne hvisker.

Damien begynder at grine. Denne gang kigger alle på Damien, som om han er blevet sindssyg.

”Tænkte det nok. Du vil ikke ud med det. ”Damien griner igen, hvor efter han stopper op, som om en væg har ramt ham. ”Lad os komme af sted.”

 

Jeg sad bag på Damiens motorcykel her til, første gang jeg har reddet på sådan en. Efter alle motorcykler var slukket og Damien havde sagt vi allerede var sent på den, så vi skulle skynde os, stoppede jeg dem alle sammen.

”Først. Jeg går ud fra I gerne vil vinde denne kamp,” jeg holdte en pause og fik alle til at nikke,” Godt så. Så gør vi det sådan her. Det øjeblik vi møder dem. Er jeg ikke en kæmper, men en D-tøs. I hvert fald indtil der er brug for mig, og det giver dem en overraskelse, da lederen af NHS nok kun kommer til at kende det hans tøs kommer til at fortælle ham, og hun ved intet om at jeg slås. Forstået?”  Siger jeg, og ikke en siger mig i mod, men en spørger hvad en D-tøs er.

Jeg griner lidt. ”En D-tøs er en kæreste til jer.”

De ser stadig u forstået ud. ”Godt så går vi!”

    Gruppen fra NHS var der allerede, og de så rigtig sure ud, over at vi ikke var kommet til tiden, også i sær når det var os der skulle have nogle slag, så var det endnu værre at vi ikke kom til tiden.

Damien stiller sig forrest, og pigerne bagved, men fordi Isabel som lederen af NHS tøs hedder, står ved siden af lederen, så stiller jeg mig ved siden af Damien.

”Læg armen om mine skulder,” hvisker jeg uden at bevæge min mund meget. Men Damien kigger mærkeligt på mig, og jeg opfordre ham med et blik.

Damien lægger akavet armen om mig, men det ser forhåbentlig selvsikkert ud for NHS.

    ”Så du valgte at møde op, Damien? Også med en tøs,” Siger lederen af NHS.

”Hvorfor skulle jeg ikke møde op Jack?” Spørger Damien igen.

”Tja.. Du har en tøs, så hvorfor skulle du lægge an på min. Så det kunne godt være du ikke turde.”

”Jack hed du?” spørger jeg, men uden at give ham tid til at svare, ”Der findes to ting for kærlighed i denne verden. Den Dami-Honey her havde for Isabel. Og hej for resten Isabel, hyggeligt at møde dig. Også er der den kærlighed vi har. Forskellen er at selvom Damien er sammen med andre, så ved jeg at han stadig elsker mig. Så jeg kører ikke så meget på at han har været sammen med Isabel. Gad faktisk ikke engang møde op, hvis det ikke var for at mødes med min gamle veninde Isabel.” Jeg vender ansigtet mod Isabel og smiler smørret til hende.

Jack begynder at grine. ”Jeg kan se din tøs har en stor mund,” han stopper igen, ”så har i en ting til fælles. Tag dem bare drenge.”

NHS drengene begynder at rykke sig voldsomt frem, og det samme gøre vores drenge. Damien gør sig også klar, og skubber mig til siden, og beder mig gå hen til de andre tøsser.

   Henne hos tøserne holder de ikke så meget øje med drengene men mere med mig.
”Det var en stor tale du holdte der. Det lød næsten som om du datede ham.”

”Hyggede du dig, i dine tredive sekunders popularitet?”

Jeg ignorer D-tøserne og fokusere på drengene, de er virkelig ikke gode imod NHS. Damien og hans tre gode venner er dem der klare sig bedst, og næsten også kun dem der er tilbage. Seks mod 12, ikke fair kamp.

   Jeg løber hen til Damien og hans gutter som står tæt nok på hinanden for at beskytte hinandens rygge.

”Damien tag Jack!” Råber jeg til ham på afstand, ”jeg tager mig af de sidste.”

Alle lytter med og nogle fra NHS svarer igen; ”Kujon! Lader du din tøs kæmpe for dig? David, tag dig af tøsen og hjælp os andre bagefter!”

”Vil jeg ikke gøre hvis jeg var jer,” siger Damien i et neutralt tonefald, og da han heller ikke går i panik trækker ham drengen sig væk for at se hvad drengen David gør.

   David kommer imod mig med en god fart, og et lusket smil på læben. Han tror bare jeg er en slap tøs. Jeg stopper op i det vi nærmer hinanden, og det samme gør David.
”Blev du bange?”

”Nej. Skulle bare have vejret, inden jeg slår dig så længe at du kan se dødens indgang,” smiler jeg uskyldigt.

David begynder at grine og det samme gør resten, og først nu går det op for mig at alle er stoppet, for at se mig og David.

Mens David er optaget af at grine, langer jeg ud efter ham, og får et godt solid stød ind. David bliver taget med overraskelse, og det er kun derfor jeg fik et slag så let ind. Jeg ved det fordi David ikke er nogen dårlig kæmper.

Jeg sparker ud efter ham, og denne gang tager han fat i mit ben, så jeg ikke kan komme fri.

”Ha, Ha! Hvordan skal hun kunne klare os? Hun kan ikke engang få et spark ind på David.”

Jeg smiler et selvsikkert smil til ham, der sagde det. Jeg spinder min krop et lille stykke, hvor jeg derefter kan få et godt spark ind med det andet ben, ligner lidt et cirkelspark, men bare med et ben. David slipper mit ben, og står og kigger på mig. Jeg smiler igen. Efter det er slagsmålet hurtigt overstået. David lægger på jorden, og jeg går lige hen over ham, for at komme hen til Isabel, som har stået og hvisket med Jack.

    ”Hej Isabel,” Smiler jeg med en stemme man bruger når man møder en gammel ven. Problemet er bare at Isabel ikke svarer igen.

”Du er ikke dårlig,” siger Jack, og får min opmærksomhed væk fra Isabel, ”Vil du ikke deltage i min bande? Vi er bedre til at slås, og vi har større indflydelse.”

Jeg vurderer ham lidt, og i mens kommer Damien op på min side.

”Er i færdige?” Spørger jeg Damien, som om det er mig der er lederen.

”Selvfølgelig.”

Jeg nikker.

”Jack. Kære lille Jack. Nu vil jeg fortælle dig nogen hemmeligheder, ikke Isabel?”  Jeg smiler ondskabsfuldt.

”Vi lægger ud med den hemmelighed som vil skade dig mindst. Jeg er ikke Damiens tøs, jeg er en freeloader. Jeg tilhører ikke nogen bande, har heller ikke tænkt mig at gøre det. Den anden. Du ved helt sikkert ikke hvem Isabel i virkeligheden er, vel? Isabel er bange for mig, totalt freaked. Isabel og jeg var rivaler i Middel School skal du se, Isabel var helten på skolen, jeg tvivler på du ikke har hørt om hende, hun slog alle drengene ned, mens jeg bare var en gymnastik freak. Vi ville gerne have byttet vores roller om men Isabel stinker til gymnastik, og jeg kunne ikke slås. Altså indtil jeg fandt ud af min egen kampstil, som jeg fik hjælp af fra Damien her,” Jeg kigger smilende på Damien.

”Lærte jeg dig at slås? Den eneste jeg har lært at piger var en pige med langt hår.”

”Jeg var lang håret engang, var også lang håret i noget tid i High School, men klippede det ned lige fordi du ikke skulle kunne kend kende mig, men det tager vi senere. Så ser du Jack. Isabel er en pige der søger magt, og hvis du tror hun er sammen med dig fordi hun kan lide dig, så skal du ikke tro på…” Jeg når ikke videre før jeg bliver slået ud efter, af Isabel.

     Hendes ansigt er forvredet af vrede.  Jeg undviger hendes slag, men jeg kan ikke blive ved med at undvige dem. Jeg stopper hendes slag, og sparker benene væk under hende. Hun lander på jorden med et pump.

”Hvor vover du at ydmyge mig? Tror du, du er bedre end mig lige pludselig?” Råber hun næsten.

Jeg ryster bare på hovedet.

”Kan du se?” Jeg kigger på mit ur, ”Når, jeg skal tilbage, Candy venter. Gir’ du et lift tilbage Damien?”

     Vi når et godt stykke væk fra Jack og Isabel, da jeg hører Steffans stemme råbe, at Damien skal passe på. Damien er langsom til overraskelsesangreb. Jeg vender mig hurtigt om, ved at sætte den ene fod foran den anden, og spinde rundt. Jack kommer efter Damien med en kniv. Måske vidste han alligevel hvem Isabel var, ellers var han vildt forelsket i hende.  Jack er alligevel et stykke fra os, og jeg tager tilløb. Jeg har regnet afstanden ud, og begynder at lave flickflak, så jeg rammer ham med mine fødder. Jeg regnede med at jeg kunne komme uskadte fra det, men kniven bliver stukket lige op på den nederste del af mit underlår.

Jack ender på jorden, med to fodaftryk, jeg havde ikke ramt ham i hovedet som jeg havde håbet på, men ramte i stedet for det øverste af hans brystkasse.

”Ashlyn!” Råber Damien. Han løber hen til mig, ”Se nu. Hvorfor skulle du også gøre det? Jeg kunne have klaret det,”

Jeg kigger på ham med sammen knebet øjne. ”Hvem prøver du at snyde?”

Flere er kommet hen til mig. Damien sidder på knæ foran mig, og vil hive kniven ud, men jeg stopper ham inden han kommer i nærheden af den.

Jeg sidder og mærker på mit ben, med de fleste over mig der står og mumler at jeg bare skal hive kniven ud, mens nogle Steffan og en anden af Damien nærevenner er gået hen til Jack, hvor Isabel sidder. De kalder en tredje hen, til at holde Isabel, mens de samler Jack op og begynder at slå på ham.

   ”En eller anden giv mig en skjorte eller noget,” Siger jeg. Men der er ingen der reagere på det. Jeg sukker, hvad havde jeg forventet de kan ikke lide mig. Jeg hiver min egen skjorte af, og alle drengene pifter, og giver udbrød fra sig, men D-tøserne siger jeg skal tage skjorten på igen, men jeg ignorer dem alle. Jeg går langsomt ned til kniven og mærker rundt om den en sidste gang. Jeg river den ikke lige ud, men jeg vrikker den til højre, mens jeg laver sjove udtryk for ikke at skrige.

”ER du sindssyg?” Råber Damien og prøver at stoppe mig.

”Hey vil du lamme mit ben, eller vil du have jeg skal kunne gå igen?” spørger jeg i et bebrejdende tonefald. Damien siger ikke mere, men ser på sammen med de andre, at jeg river kniven ud. De fleste lukker øjnene eller går væk, og dem der er tilbage står og gnider tænder. Jeg får kniven fri, og dækker hurtigt såret til med min skjorte som jeg binder rundt om mit lår.

   Jeg rejser mig stille op med Damien som støtte.

”Når hvem vil kører mig på hospitalet, og betaler min hospitalsregning?” Smiler jeg.

Alle rykker automatisk væk. Jeg kigger på Damien og smiler. ”Perfekt!”

 

Damien stopper udenfor an kollegieværelset og mens jeg hopper af starter han samtalen op igen: ”Er du virkelig hende jeg lærte at slås?”

Jeg vender mig om og smiler til ham. Jeg siger mit gamle kælenavn til ham: ”Vi ses Dami-Ding.”

Oppe på værelset sidder Candy meget uroligt, og hendes ansigt bliver forvandlet til angst, da hun ser jeg kommer tilbage med krykker.

”Ash! Hvad er der sket?!” udbryder hun.

”Jeg skulle bare hjælpe en gammel træner,”

”Hvorfor skulle du forsvare Damien? Han kan klare sig selv!”

”Nej han kan ikke, ikke mod overraskelsesangreb.”

”Hvad skete der?”

Jeg sætter mig ned og fortæller hende hele historien.

    Efter jeg har fortalte det hele bliver Candy stille, eller rettere sagt siger hun ikke noget resten af aften.

 

 

Kapitel 3

 

Alle holder sig på afstand dagen efter. Så de har fået at vide hvad der er sket, og jeg er kun et bevis på at historien er sand, og med det kommer det , at de tror jeg er med i banden. Candy bliver ved min side hele dagen, så der er heller ikke nogle der kommer i nærheden af hende. Det gør det ikke bedre at i spisepausen kommer Damien hen. 

    ”Hvordan har benet det?” spørger han og ser meget deprimeret ud.

Jeg kigger rundt i kantinen. Alle undviger mit blik, ikke på samme måde som før dog. Jeg sukker.

”Fint. Jeg kan da gå endnu,”

”Hvor meget kendskab til det der, doktorting har du?”

Jeg kigger på ham med et mærkeligt blik.

”En del, hvorfor?”

”Drengene tog ikke på hospitalet i går, og de har voldsomt ondt nogle af dem,”

Jeg nikker og rejser mig, og går mod kantinens udgang.

Jeg kan hører nogle følge efter mig, og jeg kigger ud af øjenkrogen, folk hvisker. Da vi krydser spejleøen i kantinen – en pæl fyldt med spejle – kan jeg se hvorfor folk hvisker. Damien og Candy går på hver deres side af mig, men bag mig, og vi ligner Damien når han går med sin bande, lederen forrest og resten bagerst.

      I den gamle skolebygning ser drengene ud af helvede til. D-tøserne løber rundt mellem dem med medicin fra det nærmeste supermarked. De fleste er bare blå mærker, men jeg kan hurtigt se der nogle der er få der er kommet meget galt af sted.

Alle har fået rettet opmærksomheden mod mig, deres blik er spørgerende og noget der ligner frygt. Måske bange for at jeg vil angribe dem nu, hvor de er helt færdige?

”En ting Damien, hvis jeg skal hjælpe dem. Det er sidste gang du går op mod NHS.” Siger jeg stadig blikket rettet mod de sårede.

”Yes, ma’am,”

”Det skal du ikke kalde mig, den titel har jeg ikke,” jeg holder en kunstpause, ”stil op i en rækkefølge der sige hvem der har mest ondt, dem der har mest ondt står her op i mod,”

Der er ikke nogle der bevæger sig.

”NU!” Råber Damien, og straks rejser alle sig op.

”Damien gå op hos skolesygeplejersken og hent nogle bandager.”

Damien forsvinder ud af døren.

”Candy du hjælper mig om lidt,”

    Jeg går hen mod den første. Vurderer ham før jeg spørger hvor han har ondt. Først tvivler han, men et blik og han snakker. Jeg går hele rækken igennem før jeg sortere nogle fra, det er dem med skader der heler af sig selv, uden problemer.

Damien kommer tilbage, og jeg beder Candy hjælpe mig. Jeg starter med den første i rækken, med et meget ømt ben. Jeg smiler til ham, et lidt ondt smil.

”Strip,” siger jeg med en sukkersød stemme. Han står bare og kigger på mig.

”Gør som Ashlyn siger, hun er her for at hjælpe. Jeg bad om hendes hjælp.”

Endelig gør drengen som jeg sagde, han smider bukserne.

”Læg dig ned på sofaen,”

Efter han er på plads, begynder jeg at kører hænderne hen over knæet på ham. Røget af led.

”Damien, Candys hjælp er ikke nok, du bliver nødt til at holde fast i hans overkrop,” siger jeg uden at kigge på Damien. Damien kommer hen og holder hans overkrop nede.

”Hvad sker der? Hvorfor skal jeg holdes nede?!” spørger han forvirret og en lille smule bange.

”Candy giv mig nogle bandager. Klar Damien?” spørger jeg og kigger hurtig gang på ham, for at konstatere at han er det.

”Det her kommer til at gøre ondt,”

Jeg beder Candy om at holde fast i hans lår, hvor efter jeg begynder at hive i hans læg. Han skriger, og jeg hører et knæk.

”i kan give slip,”

Jeg forbinder hans knæ, og rejser mig op og kigger på de alle.

   De kigger på mig med øjne fulde af rædsel.

Forståligt, ham jeg lige har behandlet er bevidstløs på grund af smerte.

En D-tøs kommer hen, og bekymre sig om ham, hans D-tøs helt sikkert.

”Rolig, han er kun bevidstløs,” siger jeg uden større bekymring.

”Kun bevidstløs? Hvad helvede bilder du dig ind?! Er det din hævn det her? Lad det gå ud over dem, for alt hvad de har gjort igennem året? Mod dig, og andre? Du tager det jo bare ud over dem når de intet kan! Kujon!” Råber hun.

Det får mig til at klappe i som en østers, jeg vender mig om mod hende, en 180 gradning vending.

Jeg går hen til hende, stille og roligt, et skridt ad gangen, og sørger for at sige noget hver gang jeg tager et skridt: ”Hvad kaldte du mig?”

”Kujon!” Hører jeg en anden sige, også en tøs.

”I kalder mig en kujon? Jeres boss kom personligt hen og spurgte om hjælp, fordi I alle var kujoner nok til ikke at gå på hospitalet! Jeg gør det af skyldfølelse hvis det kan lette lidt på humøret.”

”Hvorfor skulle du have skyldfølelse?” Spørger drengen jeg lige har behandlet. Alle vender deres opmærksomhed mod ham, hans D-tøs er hos ham og bliver ved med at spørger om han har ondt nogle steder, men efter han har forsikret hende at han ikke har ondt mere, vender han tilbage til mig.

”Hvorfor har du skyldfølelse?”

Jeg kan mærke mine øjne prikke. Hvorfor skulle jeg begynde at tude nu? Men Candy er hurtigt henne og holde mig i hånden, og det stopper mig fra at tude.

”Fordi, at hvis jeg var løbet ind noget tidligere, kunne i være kommet mindre til skade derfor. Godt være i er en bande, og render og roder rundt i folks liv, og jeg enlig ikke kan lide jer. Men jeg lovede at hjælpe til, og alligevel er der kommet så mange til skade,”

   Der er ikke nogle der når at reagere, før døren bliver åbnet, og tre mænd kommer ind. Alle sammen klædt helt i sort.

”Vi leder efter Ashlyn Sanders,” siger den ene.

De ser sjove ud, og udstråler en mærkelig aura.

”Hvad vil I?” spørger Damien, og tager forsvar for os alle sammen.

”Vi leder efter Ashlyn Sanders,” gentager han, og jeg går ud fra han ikke vil svarer Damien.

”Jeg er her. Hvad vil I?”

Han kigger på et lille stykke papir og nikker.

”Du skal følge med os fru. Ashlyn.”

Der bliver en stor stilhed.

”Nej,” siger jeg, og vender mig om mod den næste i rækken.

Han har en an albue der er gået ad led.

Mændene bliver ved med at snakke med mig, om at jeg skal følge med dem, i dette øjeblik, men jeg ignorer dem.

”Damien du tager ham lige i skulderne og holder ham, tak.”

Damien tager armene under hans, og holder ham ind mod sig selv. Selv lægger jeg min venstre hånd på toppen af drengens arm, og hiver med min højre til den siger knæk. Han skreg ikke lige så meget som den første, måske fordi han vidste hvad der ventede ham? Candy kommer med forbindinger, som jeg spænder hårdt om hans albue.

”Fru. Ashlyn, vi har ikke tid til dette, vi har fået strenge ordre på at vi skal tage Dem med,” siger manden i jakkesættet igen.

Jeg vender mig om igen.

”Kan I ikke se jeg ikke har tid? Og giv mig en god grund til at jeg skal følge med jer?” spørger jeg, og lægger armene over kors.

”Deres onkels ordre,”

Jeg kigger måbende på dem.

”Jeg har ingen onkel, det må I kunne klare bedre.”

”Hr. Verdin sagde godt De ikke kender ham, derfor har vi dette med,” han tager hånden ind under sin jakke, og det første der går gennem hovedet på mig er, at han har en pistol derinde. Jeg tror Damien har samme tanke, for han rykker hen til mig og spærre mig af.  Men det er ikke en pistol han tager frem men et stykke papir. Han folder det ud og viser mig det, men jeg kan ikke se hvad der står på det, men jeg kan se der er et fotografi der hører til. Jeg går tættere på og ser det er et stamtræ han står med. Men fotografiet tager pusten fra mig. Jeg tager hurtigt billedet og går tilbage igen. På billedet er min mor i en ung alder, sammen med mine bedsteforældre, selv om jeg kun har set dem engang før, og det var på et billede også, er jeg positiv på at det er dem. Det er et familie foto, kan jeg se fordi jeg engang selv har fået taget et med min familie på. Men på dette billede er der en meget ung dreng, han ligner en på fem, mens min mor ligner en tidlig i teenager alderen.

    ”Det hele kan være manipuleret,” siger Damien til mig, og han har ret. Men den lille dreng ligner mig da jeg var fem.

”Det er ikke manipuleret,” siger jeg og kigger op på mændene.

”Hvem er I?”

”Har vi sagt,”

”Nej. I har sagt det er min såkaldte onkels ordre, ikke hvem I er.”

Den ene sukker.

”Vi arbejder for Hr. Verdin. Nogle kalder os Secret Service, men vi fortrækker at blive kaldt bodyguards.”

”Beviser?”

Den ene går ind i sin lomme, og tager en mobil frem, og trykker et nummer.

”Hr. Verdin, vi står her med Deres niece, men hun tror ikke på os,” siger han, med mobilen foran ansigtet, video opkald.

”Lad mig snakke lidt med hende, Adolf.” lyder en bekendt stemme som jeg ikke kan placere.

Jeg får mobilen i hånden, og på skærmen er et billede af en mand. Han ser nydelig ud, og ikke særlig gammel. Men jeg kan genkende ham nu. Han var i vores hus da min far døde, ham og min mor var oppe at skændes, jeg lyttede med uden at de vidste det.

”Ashlyn. Længe siden. Du er vokset, jeg har ikke set dig siden du var helt lille!” smiler han med et varmt smil.

”Hmm.. men jeg har set dig siden den gang,” siger jeg til ham.

Han ser overrasket ud, ”Har du det?”

”Ja du var i mit hus efter min far var død, og skændes med min mor. Hvorfor skulle jeg tro på du er min onkel, når du skændes med min mor?”

Manden ser tøvende ud.

”Jeg skændes med min søster, fordi jeg vil have dig med til New York at bo, sammen med hende. Men hun afviste. Selvom hun ikke havde penge til at forsørge jer begge to.”

Brudstykker af deres skænderi dukker op i min hukommelse.

”Og nu vil du have mig til at bo hos dig?”

”Ja.” smiler han, et stort fedt smil.

Jeg tænkte over det et lille øjeblik. Men ham her var rig, ville det blive så slemt? Bodyguards og det hele.

”Jeg følger med,” begynder jeg, og min onkels  ansigt lyser op, ” Når jeg er færdig her og har pakket.”

”Pakket er der sørget for, bare bliv færdig.”

Med det bliver skærmen sort. Jeg står og ser på den et stykke tid. Jeg kigger op på mændene.

”I hørte ham,” siger jeg og vender mig om.

 

Efter jeg er færdig giver mændene mig ikke meget tid. De hiver mig nærmest ud i bilen, inden jeg når at sige noget til Candy, men når at råbe, at jeg snart kontakter hende.

   Bilen jeg bliver trukket ud i er en sort limousine med tonede ruder.

Sæderne inden i er sorte, gardiner på ruderne og endda loftlys til om aften. Jeg bliver placeret på en række sæder så jeg sidder sidelæns når bilen kører.  To af mændene sætter sig ned i den ende hvor der ikke er nogen døre, mens den sidste sætter sig midt på det sidste sæde mellem dørene.

   Jeg ved ikke hvor vi skal hen, for mændene er stoppet med at sige noget. En time i stilhed, føles som flere dage. Jeg prøver at skabe kontakt til dem, men de siger intet. Lidt ligesom i film. Vi når til lufthavnen, men vi kører forbi der hvor jeg med mine forældre gik ind, og alle de andre indgange. Jeg aner ikke hvor vi skal hen. Bilen stopper, og der bliver rullet et vindue ned fra fører sædet.

”Vi skal til Hr. Verdins fly,”

”Papir,” der bliver en pause, hvor jeg går ud fra manden læser nogle papir på et eller andet, ”Kør bare igennem,”

Bilen fortsætter med at kører i et minuts tid, før den stopper igen, og den første mand står ud. Jeg vil følge lige efter ham, men de sidste to stopper mig.

”Clear,”

Denne gang skubber mændene mig næsten ud, og jeg for strakt benene. Et øjeblik tænker jeg over hvor dejligt der er, at få strakt benene. Det næste bliver jeg forbavset over det privatfly som står foran mig. Kridthvidt og stort.

Læst 10 gange

Kommentering

Kommentering er er ikke muligt, da du ikke er logget ind.

Blogger

dreamonfuck:
.: x;’?

Andre fra samme

Funktioner

Del artiklen:


Opret note